PRM / Hvorfor sku’ man samarbejde med biologer?

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Science and Technology

    Der er en ambition fra Aarhus Universitet om at styrke samarbejdet mellem erhvervslivet, forskere og studerende. Det er da også tanken bag BIO Match, der er en netværks- og karrieredag afholdt af Institut for Bioscience, hvor flere end 180 repræsentanter fra erhvervslivet, studerende og forskere foreløbigt har tilmeldt sig for at mødes i Stakladen på Aarhus Universitet.

    Behov for samarbejde
    Arrangementet har et klart fokus: at bringe erhvervslivet tættere på forskere og studerende og vice versa. For at skabe en mere bæredygtig fremtid og et stærkere grundlag for erhverv og industri er det helt essentielt, at forskning og erhverv arbejder sammen og udveksler viden og vidensbehov, lyder budskabet fra seniorforsker Annette Bruhn, der er arrangør og formand for Erhvervsudvalget på Institut for Bioscience:

    “Med Bio Match vil vi starte et fælles forum, hvor kontakter mellem forskere, studerende og erhverv bliver skabt, og idéer opstår og udvikles. Samarbejder kan føres ud i livet på masser af måder: forsknings- og udviklingsprojekter, erhvervs-ph.d. og -postdocs og i erhvervsprojekter, der er målrettet de studerende. Og de studerende vil rigtig gerne samarbejde med erhvervslivet.”

    Det er gratis at deltage i Bio Match, og konceptet for arrangementet er en blanding af korte oplæg og en markedsplads. Virksomheder, organisationer og myndigheder får deres egen stand, hvor de kan præsentere sig over for de deltagende forskere og studerende. Flere fonde, der støtter tværgående forskningssamarbejde med virksomheder, interesseorganisationer og myndigheder, deltager også.

    “Vi håber primært at få knyttet nogle gode kontakter og sammen tænkt nogle spændende tanker, som med tiden kan udvikle sig til samarbejder. Og så handler det selvfølgelig også om, at vores dygtige studerende kan skabe sig et netværk og snuse til et udvalg af de jobmuligheder, der er for biologer i den private sektor,” siger Annette Bruhn.

    Kontakt:

    Seniorforsker Annette Bruhn,
    Insitut for Bioscience,
    Aarhus Universitet,
    Tlf: 29 63 80 34
    anbr@bios.au.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hvorfor-sku-man-samarbejde-med-biologer?releaseId=13561141