PRM / Garvet lokalformand bliver ny næstformand for HK

    Pressemeddelelse fra HK/Danmark

    Med 178 stemmer er Martin Rasmussen i dag blevet valgt som HK Danmarks nye næstformand på forbundets ekstraordinære kongres i Odense. Hans modkandidat Ulla Moth-Lund Christensen fik 174.

    Afstemningen var tæt, der var spænding til det sidste, og det var altså den nu tidligere formand for HK Midt, der vandt over modkandidaten, sektorformand for HK Stat i HK Hovedstaden.

    – Jeg er utrolig taknemmelig for den tillid, de kongresdelegerede har vist mig. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med opgaverne, så jeg kan vise medlemmerne, at jeg er tilliden værdig, siger Martin Rasmussen.

    Også HK-formand Kim Simonsen ser frem til, at den nye næstformand sætter sig i stolen.

    – Jeg kender Martin Rasmussen som en kompetent formand for HK Midt og en dygtig og dedikeret person, så jeg ved, at han vil blive en god næstformand. Jeg glæder mig til samarbejdet, siger han.

    47-årige Martin Rasmussen kommer fra en post som afdelingsformand for HK Midt – den lokale HK-afdeling for Fyn og Fredericia. Han har en lang historie i fagbevægelsen og har de seneste 27 år haft sin daglige gang i HK. Med egne ord er Martin Rasmussen en “ægte HK’er”, og han brænder for at gøre en forskel. Han vil kæmpe for at få alle HK’er i arbejde og bekæmpe dårligt psykisk arbejdsmiljø og stress.

    – Som næstformand får jeg mulighed for at gøre en forskel på store dagsordener som beskæftigelse og arbejdsmiljø, og det glæder jeg mig til. Men jeg vil også gøre en forskel for organisationen og tage ud og møde de mennesker, der har betalt for at være med i vores fællesskab og lytte til, hvad de fortæller. Dét glæder jeg mig til, siger Martin Rasmussen.

    CV:

    Martin Rasmussen er uddannet kontorassistent og har gennem 32 år været enten fagligt aktiv, ansat eller valgt i HK.

    Som ung arbejdede han først i Kvickly og derefter i telebranchen. Han engagerede sig i det faglige arbejde som tillidsrepræsentant og ungdomskonsulent for siden at blive faglig konsulent og lønnet formand for HK Privat Odense. De seneste 10 år har Martin Rasmussen været fællesformand for HK Midt, været en del af HK’s Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg samt siddet i HK’s A-Kasses bestyrelse.

    Kontakt:

    Birgitte Hougaard, pressechef, HK Danmark, 23 81 11 14

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/garvet-lokalformand-bliver-ny-naestformand-for-hk?releaseId=12698438