PRM / Dansk Supermarked Group lancerer sporbarhed på tun

    Pressemeddelelse fra Dansk Supermarked Group

    Når du køber tun i føtex, Netto og Bilka, kan du nu se lige præcis, hvor tunen er fra. For at øge informationen omkring blandt andet fangstmetoder lancerer Dansk Supermarked Group nemlig nu en onlineløsning, hvor alle kunder på koncernens dåsetun af egne mærker kan søge information om oprindelsen.

    Ved at indtaste et unikt nummer fra den enkelte dåse, kan tunen helt konkret spores tilbage til kaptajn, båd, fangstmetode, område og -tidspunkt.

    Dansk Supermarked Group har i en årrække samarbejdet med WWF Verdensnaturfonden på at øge andelen af fisk fra bæredygtigt fisker i butikkerne. Den digitale løsning med sporbarhed på tun er et led i den strategi, da mange kunder gerne vil kende oprindelsen af, hvor de køber deres fisk.

    – At vi kan koble en digital platform, som vores kunder kan benytte, direkte til en stribe konkrete oplysninger hos vores leverandører af tun er en interessant løsning – og et led i vores ambition om at øge gennemsigtigheden og informationsniveauet om vores varer til kunderne, siger ansvarlighedsdirektør i Dansk Supermarked Group, Jonas Schrøder.

    Sporbarhedssystemet gælder for Dansk Supermarked Groups egne mærker, da det er her, at koncernen direkte har kunnet samarbejde med leverandørerne om at bidrage til løsningen. Det gælder produkter med navnet Levevis, Vores, Lighthouse, Natuna og Princip.

    – Det er en spændende udvikling, at vi med vores egne mærker kan præge en udvikling med gennemsigtighed, som man sagtens kan forvente vil brede sig til andre mærker også, siger Jonas Schrøder.

    WWF Verdensnaturfonden ser også den digitale sporing af tunen som et rigtig godt initiativ, der kan give kunderne kvalificeret viden om det produkt, de står med i hånden:

    — Dansk Supermarked Group har her taget et godt initiativ. For det første kan du som forbruger nu nemmere sikre dig, at den tun, du har puttet i kurven, er et bæredygtigt valg. For det andet stiller initiativet krav til leverandørerne og fiskeindustrien om bedre at dokumentere deres praksis – vi må jo erkende at sporbarhed i den globale tunindustri er mangelfuld, og at der stadig foregår ulovligt og urapporteret fiskeri, som går hårdt ud over fiskebestandene, siger Christoph Mathiesen, seniorrådgiver hos WWF Verdensnaturfonden.

    – – – – –

    Sådan gør du:

    Her kan du spore din tun tilbage kaptajn, båd, fangstmetode, område og -tidspunkt: https://dansksupermarked.com/trace/

    Indtast eksempelvis følgende kode fra en Levevis-dåsetun: L17/02948

    Dansk Supermarked Group og WWF Verdensnaturfondens samarbejde:

    • Målet er, at Dansk Supermarked Groups fiske- og skaldyrsortiment bliver 100 % bæredygtigt og ansvarligt.
    • I første omgang løber samarbejdet mellem WWF Verdensnaturfonden og Dansk Supermarked Group frem til 2020.
    • Målsætningen og partnerskabet omfatter alle Netto-, føtex- og Bilka-forretninger i Danmark.
    • Sortimentet omfatter også for eksempel fiskeoliekapsler og dyrefoder.
    • Der er et særligt fokus på at flytte sortimentet inden for laks og tun.
    • WWF Verdensnaturfonden leverer miljøfaglig rådgivning til Dansk Supermarked Group og deres leverandører.

    Kontakt:

    Dansk Supermarked Group Group Communication tlf.: 8778 5002 email: press@dsg.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12323835