PRM / August-udsalg på smalhals

    Pressemeddelelse fra Deloitte

    København, 29. august 2016

    Tøj, sko, tasker, møbler, boligtilbehør, elektronik, sportsudstyr og bøger. August-udsalget er i fuld gang over hele landet, men mange danskere er nødt til at lade pungen blive i lommen. Det viser en ny undersøgelse fra Deloitte. Her siger 21 pct., at de har færre penge til august-shopping i år end sidste år, mens blot 6 pct. har flere.

    – Generelt ser vi en detailhandel, der de seneste år har ligget fuldstændig fladt. Den tendens slår naturligvis også igennem i august-udsalget, hvor der ligeledes er en udbredt tilbageholdenhed i forhold til at slippe dankortet løs, siger forbrugerekspert i Deloitte Peter Mølkjær.

    Det er ikke bare den økonomiske usikkerhed, der lægger en dæmper på forbruget. De nærmest konstante tilbud året rundt er også med til at tage pusten fra det traditionelle august-udsalg.

    – Kampen om forbrugernes penge er benhård, og alle kneb gælder for at få fat i dem. Derfor lokker butikkerne med løbende rabatter, jubilæumssalg, forårssalg, sommersalg, særtilbud, Black Friday, prisgarantier og meget mere. Det er helt sikkert med til at udvande de klassiske udsalg, som i stigende grad drukner i mængden, siger Peter Mølkjær.

    Trods hård konkurrence bliver der dog stadig langet masser af udsalgsvarer over disken i de danske butikker i august. Tøj og sko står øverst på listen.

    – I alt siger 32 pct. af danskerne, at de vil købe nyt tøj under udsalget, 22 pct. vil købe sko, mens 11 pct. vil investere i elektronik som TV, smartphones og computere. Derudover er det også populært at finde kosmetik med rabat, ligesom bøger naturligvis er et uundværligt udsalgs-hit, siger Peter Mølkjær.

    Derimod er det kun 4 pct. af danskerne, der vil investere i musik, film og spil. Et resultat af, at handelen er flyttet over på internettet, mener Peter Mølkjær:

    – Det er ikke mange år siden, man kunne finde tusindvis af CD’er og DVD’er på udsalg i august, men den handel er stort set forsvundet fra gadebilledet. I dag får man typisk sin underholdning fra streamingtjenester på nettet, som jo ikke er bundet af de traditionelle udsalgsperioder. Det skaber helt nye forbrugsmønstre og sætter de fysiske butikker under pres.

    I alt siger 41 pct. af danskerne, at de bruger det samme beløb på august-udsalget som sidste år.

    Fakta:

    Sådan bruger vi penge på august-udsalget i 2016

    21 pct. bruger færre penge

    6 pct. bruger flere penge

    41 pct. bruger samme beløb

    32 pct. ved det ikke endnu

    Det vil vi købe

    32 pct. vil købe tøj

    22 pct. vil købe sko

    11 pct. vil købe elektronik

    9 pct. vil købe kosmetik og plejeprodukter

    8 pct. vil købe boligtilbehør og brugskunst

    7 pct. vil købe tasker og accessories

    7 pct. vil købe køkkenudstyr

    7 pct. vil købe bøger

    6 pct. vil købe sportsudstyr

    6 pct. vil købe møbler

    4 pct. vil købe musik, film og spil

    4 pct. vil købe hårde hvidevarer

    3 pct. vil købe smykker eller briller

    Tallene er baseret på i alt 1029 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

    Link:

    DeloitteHuset, Weidekampsgade 6, 2300 København S

    https://via.ritzau.dk/data/images/00493/430c1c12-1144-4ce5-a77e-e9fadd2de01f.jpg

    Peter Mølkjær

    https://via.ritzau.dk/data/images/00651/402bf4d1-12e3-4b13-b184-6cef6a55286a.jpg

    Peter Mølkjær er partner i Deloitte og ekspert i forbrug og forbrugsvaner. Mød hele Deloittes panel af eksperter på twitter.com/pressepanelet samt på pressepanelet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=8112344

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **