PRM / Kvickly Hobro bygges om til SuperBrugsen

    Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

    Til oktober går håndværkerne i gang med en omfattende ombygning af Kvickly Hobro. Midt i november genåbner butikken som SuperBrugsen.

    “Målet er at skabe et af de flotteste supermarkeder med vægt på mad af høj kvalitet, god faglig service og inspirerende indkøbsoplevelser,” siger varehuschef Max Kristensen, der også kommer til at stå i spidsen for den nye butik som uddeler.

    Den nye butik får åben slagterafdeling, nedkølet frugt og grønt område, afdeling for måltidsløsninger, masser af økologi og lokale varer. Til gengæld bliver der lidt mindre udvalg af tøj og isenkram.

    “SuperBrugsen er som supermarkedskæde særdeles succesfuld, og har gennem de seneste år løftet både omsætning og resultater. Det er sket, fordi forbrugerne netop efterspørger det, som kæden tilbyder: At det er nemt og inspirerende at købe ind, at butikken er tilpasset efter sine kunder i lokalområdet og at priserne er så konkurrencedygtige, at man ikke behøver bruge tid på at handle ind flere forskellige steder,” siger Salgs- og Sortimentsdirektør i SuperBrugsen, Mikkel Karlsson

    “Ved at skifte fra en Kvickly til en SuperBrugs får vi mulighed for at rendyrke fokus på fødevarerne og det tror vi, at kunderne både ønsker og vil få stor glæde af. Det betyder selvfølgelig, at der bliver mindre plads til nonfood, men til gengæld vil kunderne opleve et topmoderne supermarked med fokus på mad,” siger Kædedirektør i SuperBrugsen, Kenneth Pedersen

    Coop, der ejer butikken, investerer et millionbeløb i ombygningen, så det vil være en ny og topmoderne butik, som kunderne vil møde til den åbningsfest, der finder sted midt i november. Den præcise åbningsdato vil blive offentliggjort senere.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=8106360

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **