Danskerne famler med håndværk

    Pressemeddelelse fra håndværker.dk

    Når badeværelset skal have nye fliser, eller væggene skal males, er anbefalinger af håndværkere helt afgørende for danskerne. Ifølge en ny undersøgelse fra Voxmeter[1] siger 70 pct., at de forhører sig hos venner, naboer eller familie for at finde en håndværker. Anbefalinger er helt afgørende for, om den enkelte føler sig tryg, når der skal hyres en håndværker. Det skyldes måske, at godt 62 pct. har haft en eller flere dårlige oplevelser med håndværkere eller kender nogen med dårlige erfaringer.

    I undersøgelsen vurderer godt 63 pct., at det øger chancerne for at finde en dygtig håndværker, når det er én, der er anbefalet. Godt 41 pct. mener, at en anden fordel ved at få en anbefalet håndværker er, at de dårlige bliver sorteret fra, og godt 55 pct. har tillid til, at en anbefalet håndværker er til at stole på. Kun godt 3 pct. mener ikke, at det er en fordel at have fået anbefalet en håndværker.

    “Det er langtfra alle, der lige kender en dygtig håndværker til at male eller sætte stikkontakter op, så derfor har vi brug for andres råd. Vi stoler på hinanden og vil gerne lære af andres oplevelser og anbefalinger. Det er baggrunden for, at steder som hotels.com er blevet en stor succes. Her tjekker flere og flere, hvad andre mener, før de pakker kufferten. Hvad hotelportalen er for de rejsende, vil vi gerne være for danskere, der skal finde den rigtige håndværker,” siger Kasper Hvid, adm. direktør for håndværker.dk, en ny onlineportal, som skal gøre det nemmere for almindelige forbrugere at anbefale håndværkere til andre.

    15.000 anbefalinger

    Håndværker.dk har fra begyndelsen 15.000 vurderinger af håndværkere og deres arbejde – både gode og dårlige skudsmål. Hver dag bidrager forbrugere landet over med flere vurderinger.

    “Vi stiller håndværker.dk gratis til rådighed for alle forbrugere, der gerne vil give deres mening til kende om deres håndværkeroplevelser. Vi håber, at danskerne kan se, at deres erfaringer og anbefalinger har en værdi for andre. Ambitionen er, at danskerne skal vænne sig til at gå ind og anmelde håndværkerydelser – akkurat, som mange vurderer købet af en vaskemaskine eller et hotelophold. Det har stor værdi for både de næste kunder og den enkelte håndværksvirksomhed. Vi skaber rammerne, men det er forbrugerne, der med deres mening kan gøre håndværker.dk til stedet, hvor man deler håndværkeroplevelser,” siger Kasper Hvid.

    Usikre ved at vælge håndværker

    Halvdelen af danskerne (49,7 pct.) er usikre på at vælge en håndværker, viser analysen for Voxmeter. Håndværker.dk skal skabe tryghed og overblik, da man f.eks. kan vurdere håndværkernes arbejde på seks områder og ikke bare med en stjerne. Her kan man give sin vurdering af alt fra evnen til at overholde aftaler og priser og til at rydde op efter sig. Fra begyndelsen er 900 håndværkere med som kunder og bliver præsenteret med kontaktinformation, billeder af håndværkerne og deres arbejde. Imidlertid har man mulighed for at vurdere alle håndværkere.

    Baggrund og fakta: Virksomheden håndværker.dk A/S er en del af det børsnoterede selskab North Media A/S, der bl.a. ejer Søndagsavisen A/S, BoligPortal.dk, Ofir.dk og FK Distribution A/S. Håndværker.dk er finansieret af håndværksvirksomheder, der er kunder med en profil, men det er ikke kun de betalende håndværkere, som kan bedømmes. Danskerne kan bedømme alle håndværkere. Hvis der er håndværkere, der ikke er med fra starten, så kan de oprettes og bedømmes. Håndværker.dk bygger videre på byggestart.dk, som blev introduceret for et par år siden. Det er baggrunden for, at portalen fra starten fra 15.000 vurderinger af håndværkere. Håndværker.dk har fra begyndelsen flest vurderinger af håndværkere på Sjælland, men målet er at gøre det til en vane for forbrugere i hele landet at hjælpe andre ved at vurdere det håndværksmæssige arbejde, de har fået udført.[1] Analyse fra Voxmeter 2015 om brug af håndværkere, onlineanalyse. 1003 danskere har medvirket i aldersgruppen 18-65+ år.

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **