Regeringen stiller urimelige ammoniak-krav

    Pressemeddelelse fra L&F

    Med en netop offentliggjort analyse fastholder regeringen sin europæiske enegang med en målsætning om, at Danmark frem mod 2020 skal have reduceret sin udledning af ammoniak med 24 pct. i perioden fra 2005. Det er fire gange højere end EU-gennemsnittet.

    Danmark er i forvejen med helt i front i Europa, når det gælder om at reducere udledningen af ammoniak fra dyrene i de danske stalde.

    Analysen fra Københavns Universitet har ligget klar siden juni sidste år, men offentliggøres altså først i dag, og Landbrug & Fødevarer er nu gået i gang med at kulegrave indholdet.

    – Foreløbig må vi konkludere, at rapporten blandt andet er baseret på nogle urealistiske forudsætninger om brug af miljøteknologi, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

    I forgårs afsatte regeringen 852 mio. kr. fra landdistriktsprogrammet til investeringer i moderne kvæg- og svinestalde, og udmeldingen fik ros med på vejen af Landbrug & Fødevarer.

    – Jeg tvivler på, om der overhovedet er plads til vækst, når regeringen vælger at fastholde et krav om 24. pct. ammoniakreduktion. Vi risikerer, at landbrugsproduktionen i stedet flytter til lande, hvor kravet til udledningen af ammoniak er langt mindre, siger Lars Hvidtfeldt.

    Ideen med EU-direktivet om at reducere den europæiske udledning af ammoniak er, at gøre luften omkring os renere. Derfor forekommer det paradoksalt, at den danske udledning skal reduceres med 24 pct. i perioden 2005-2020, mens det samlede reduktionsmål for EU ligger på 6 pct. og for eksempelvis i Tyskland på 5 pct. I Polen er der derimod mulighed for at øge udledningen frem mod 2020.

    Landbrug & Fødevarer har tidligere beregnet, at samfundet går glip af en årlig eksport på 7,5 mia. kr. og 11.000 arbejdspladser, hvis de 24 pct. realiseres.

    – Vi tror simpelthen ikke på, at reduktionen på 24 pct. kan nås uden at skade den vækst i landbrugsproduktionen, som regeringen selv har meldt ud, siger Lars Hvidtfeldt.

    Danmark er europæisk mester i miljøvenlig mælkeproduktion. Vi er det land i EU, der har den laveste udledning af ammoniak for hvert kilo mælk, der produceres, blandt de største mælkeproducerende lande i EU.

    – Der er næppe nogen tvivl om at kravet vil føre til eksport af produktion og tab af danske arbejdspladser på bekostning af miljø og klima, konstaterer Lars Hvidtfeldt.

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **