København giver det Europæiske Melodi Grandprix videre til Wien

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    “Selvom vi i Danmark har haft udfordringer med afviklingen af det Europæiske Melodi Grandprix i København i 2014, er der stadig meget at glæde sig over. Og meget at glæde sig til”.

    Sådan lyder budskabet fra regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), der er inviteret af østrigerne til deres hovedstad Wien. Her skal hun – blandt andet sammen med den danske ambassadør i Østrig, Liselotte Plesner – overrække stafetten til Eurovision Song Contest 2015.

    “Jeg vil gerne stå inde for, at vi i Danmark har meget at være stolte af. Vores hovedstad København leverede et prisbelønnet show i B&W-hallerne på højt internationalt niveau, som gav underholdning, fest og glæde til mere end 190 millioner seere verden rundt. Melodi Grandprixet handler om at fejre musik og mangfoldighed og på de parametre leverede Danmark på forrygende vis. Derfor er jeg glad og stolt, når jeg nu skal overrække stafetten til Østrig”, siger Sophie Hæstorp Andersen.

    En gevinst for by, land og region
    I Wien har de også meget at se frem til, understreger regionsrådsformanden. For med stafetten følger der ikke bare anstrengelser og forberedelser til den store fest, men også en ifølge Sophie Hæstorp Andersen uvurderlig international opmærksomhed af byen, regionen og landet.

    “Man kan jo bare ringe til de organisationer, hoteller, restauranter og virksomheder i hovedstadsområdet, der arbejder inden for turistbranchen, og spørge dem, om det var anstrengelserne værd. Det er helt entydigt en kæmpe gevinst for de mennesker, der hver dag møder på arbejde på hotellerne, i restauranterne, i butikker og på taxaruten. For med det Europæiske Melodi Grandprix følger der også opmærksomhed, gæster, turister, handel og selvfølgelig fest og farver”, siger regionsrådsformanden.

    Ny multiarena på vej i København
    Sophie Hæstorp Andersen henviser også til, at den nye Multiarena i København åbner allerede i 2016.

    “Så der går ikke lang tid, før vi er parate igen, hvis Danmark nu skulle gå hen og vinde melodi grandprixet i Østrig, eller i en de kommende år. Og det skal man jo ikke udelukke kan ske” siger Sophie Hæstorp Andersen.

    Det vil være Wiens borgmester Michael Häupl, som på vegne af den ny værtsby modtager stafetten. Overrækkelsen finder sted på Wiens rådhus mellem kl. 11:30 og 12:15. Eurovision Song Contest 2015 i Wien afholdes i slutningen af maj og det store finalebrag finder sted den 23. maj 2015.

    Fakta: Her overrækkes prisen

    • Wien Rådhus, Friedrich-Schmidt-Platz 1, 1010 Wien, Østrig
    • Mellem kl. 11:30 og 12:15. Mulighed for fotografering herefter.

    Yderligere oplysninger:

    • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **