Psykiater ønsker mindre straf og mere hjælp til hashrygere


    Regeringens plan om at skærpe straffe og et zoneforbud i kampen mod hashhandel rammer ved siden af skiven, vurderer psykiater og ekspert i misbrug Henrik Rindom.

    Behandling og rådgivning af udsatte og hashrygende unge er en bedre vej frem.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    – Jeg vil gerne opfordre til, at man prøver at tænke ud af boksen. At man lader være med ensidigt at tænke mere straf, siger Henrik Rindom, som arbejder ved Stofrådgivningen og på Hvidovre Hospital.

    Regeringen lægger op til et skærpet zoneforbud. Det skal indebære, at en tidligere straffet for hashhandel kan forbydes ophold i områder i en radius på 500 til 1000 meter fra et sted, hvor personen tidligere har solgt hash.

    Skærpelsen ligger i, at forbuddet kan håndhæves, selv om personen ikke har udvist “særlig utryghedsskabende adfærd”. Straffen skal være syv dages ubetinget fængsel.

    – Med de problemer nogle af de unge mennesker har, så vil det ikke få dem til at holde op. Du kan se, at selv når de kommer i fængsel, kan de ikke stoppe det, siger Rindom.

    Justitsminister Søren Pind (V) vil også skærpe et besøgsforbud i hashklubber, så det ikke blot gælder den konkrete hashklubs adresse. Det skal omfatte andre adresser i et område med en radius på 100 meter.

    Kan man begrænse tilgængeligheden, vil det ifølge Henrik Rindom være godt. Problemet er, at et skærpet besøgsforbud ikke rammer målet.

    – Langt de fleste henter det igennem forskellige kanaler, hvor de kender nogen, der kender nogen. Jeg hører stort set aldrig om klubber, hvor man sidder og ryger. Jeg hører derimod rigtig meget om brune bude, siger psykiateren.

    De brune bude leverer hash direkte til deres kunder.

    Der er politisk flertal for regeringens forslag, som får støtte af både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Liberal Alliance er imod, og SF ser problemer med retssikkerheden.

    /ritzau/