Fastfood-giganter vil ikke skilte med kalorier


    Arkivfoto


    Kalorieindholdet i en hamburger, en bakke pomfritter eller en pakke McNuggets kommer ikke til at fremgå på den lysende skærm bag disken i McDonald’s.

    Mads Friis, der er kommerciel direktør i fastfoodkæden, afviser i en mail, at kalorieindholdet skal stå på de såkaldte translites.

    – I flere end 13 år har vores gæster nemt kunne finde information om vores mad og drikkevarer flere steder, skriver han i en kommentar.

    – Informationerne er tilgængelige på vores hjemmeside, i vores app, i synlige brochurer i restauranterne og på bagsiden af bakkeservietterne i restauranterne.

    Kræftens Bekæmpelse opfordrer sammen med Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og Forbrugerrådet Tænk fastfoodkæder til at indføre kaloriemærkning, skriver Politiken.

    Fastfood-kunder spiser og drikker nemlig markant mindre, når de ved, hvor mange kalorier der er i måltidet, viser en gennemgang af 15 nyere undersøgelser af kaloriemærkning fra USA, Canada og Australien.

    De omfatter i alt næsten 18.000 mennesker.

    Men skærmene bag kassen i McDonald’s skal være overskuelige, skriver Mads Friis, som mener, at kæden i fremtiden vil kunne bruge mere digitale bestillingsformer, hvor der vil være detaljeret information om maden.

    Heller ikke hos fastfoodkæden Burger King, vil man på nuværende tidspunkt kaloriemærke maden.

    – Vi har pt. ingen planer om at ændre vores praksis på området, og det er en holdning, som vi deler med resten af branchen.

    – Hos Burger King vil vi gerne lægge op til forbrugernes frie valg, men samtidig erkender vi, at danskerne er blevet mere sundhedsbevidste, lyder det fra Burger Kings marketing- og kommunikationsdirektør Ole Erik Samseth i en mail.

    Han henviser derfor til, at man på deres hjemmeside kan finde oversigt over kalorieindhold i alle deres produkter.

    Hos 7-Eleven har kalorieindholdet i egen mad siden sidste forår stået printet på prisskiltet. I dag bliver der solgt langt mere af det sundere mad som salater og frugtstykker end tidligere, fortæller indkøbschef Morten Vedel.

    – Vi kommer aldrig til at være en decideret helsebutik. Vi vil både have til den sunde og usunde kunde. Men nu lader vi kunden vurdere, om der er for mange kalorier for ham eller hende i en vare, siger han.

    Samtidig med, at butikken er begyndt at oplyse om kalorier, har 7-eleven sat flere sundere varer på hylderne. Derfor kan indkøbschefen ikke konkludere, om stigningen i salget af sundere varer skyldes et større udvalg eller oplysninger om kalorier.

    /ritzau/