Pegida-stifter dømt for at kalde flygtninge “afskum”


    Lutz Bachmann fik også problemer i januar 2015, da Pegida-lederen poserede som Adolf Hitler på sin Facebook side.


    Grundlæggeren af den indvandrer- og islamkritiske bevægelse Pegida er tirsdag blevet dømt for at opildne til racehad og skal som konsekvens betale en bøde på godt 71.000 kroner.

    Det skriver en række medier, herunder det tyske nyhedsbureau dpa.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Retssagen mod Pegida-stifter Lutz Bachmann er blevet behandlet af en domstol i Dresden, og kernestriden handlede om, hvorvidt Bachmann har opildnet til racehad ved blandt andet at kalde flygtninge for “afskum”.

    Med dommen slipper den 43-årige Lutz Bachmann for en fængselsstraf.

    LÆS OGSÅ: Hitler-wannabee bliver alligevel: Pegida-ledelse går af i protest
    Selv har han afvist at have skrevet de nedladende ord om flygtninge, men ifølge dommer Hans Hlavka var der “ingen tvivl om, at Bachmann er forfatter til de fornærmende ord”, skriver dpa.

    Afgørelsen beror blandt andet på et videoklip af grundlæggeren fra en Pegida-demonstration.

    Lutz Bachmann har tidligere kaldt sagen en “politisk skueplads”, og ifølge forsvarerne vil han anke dommen. Det samme vil anklagerne, der gik efter at få Bachmann fængslet i syv måneder, skriver BBC.

    Pegida (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes – eller på dansk Patriotiske europæere mod islamisering af vestlige lande) har siden efteråret 2014 arrangeret islamkritiske demonstrationer i en række tyske byer.

    LÆS OGSÅ: Pegida-leder poserer som Hitler på Facebook
    LÆS OGSÅ: Opgør i indvandrerkritisk parti: Vil ekskludere Hitler-beundrere
    Bevægelsens første demonstration samlede omkring 350 mennesker, mens en demonstration ugen efter angrebet på magasinet Charlie Hebdo i Paris i januar 2015 samlede flere end 25.000 mennesker i Dresden.

    Men kort tid efter blev Pegida ramt af en skandale, da et billede af Lutz Bachmann udklædt som Adolf Hitler begyndte at cirkulere på internettet.

    Det skar gevaldigt ned i antallet af deltagere i demonstrationerne i såvel Dresden som i de andre byer, hvor Pegida er aktiv.

    /ritzau/