Tidligere F1-kører tæt på at miste kørekortet


    Arkivfoto

    Den tidligere Formel 1-stjerne David Coulthard var tæt på at miste sit kørekort onsdag, da han blev stoppet af fransk politi.

    Coulthard deltog i et velgørenhedsløb i rally, og han kørte hele 178 km/t, da han blev stoppet af politiet på en motorvej i Alsace-området, meddeler AFP.

    Velgørenhedsløbet bringer kørerne fra Dublin til Budapest, og der bliver kørt på offentlige veje i syv dage.

    Den 45-årige skotte slap med at betale en bøde på cirka 1000 kroner på stedet, men ifølge AFP ville David Coulthard have mistet kørekortet, hvis hastigheden i bilen havde været én km/t højere.

    David Coulthard kørte fra 1996 til 2005 for Mercedes-holdet i Formel 1.

    Også 14 andre deltagere i velgørenhedsløbet blev stoppet for at bryde hastighedsgrænsen på 130 km/t.

    Ifølge nyhedsbureauet valgte politiet at stoppe kørerne, da de var til fare for andre trafikanter. Fransk politi understreger, at det ikke skete for at sabotere velgørenhedsløbet.

    /ritzau/