PORTRÆT: Kaptajn Ellemann-Jensen tager styringen i Venstre

    “Ellemann bliver aldrig statsminister”.

    Sådan lød en avisforside i 1998, da Venstres daværende formand Uffe Ellemann-Jensen måtte se sin socialdemokratiske rival Poul Nyrup Rasmussen beholde posten som statsminister.

    Sønnen Jakob Ellemann-Jensen så den forside. Og han glemmer den aldrig.

    – Den kiggede jeg på og tænkte: Det skal fandeme være løgn, sagde han i 2011 i et interview til Politiken.

    Jakob Ellemann-Jensen begav sig dog ikke ud på sin politiske mission med det samme. Han gjorde først karriere i hæren. Han var blandt andet udsendt til Bosnien-Hercegovina som kaptajn i Den danske Bataljon.

    Derefter fulgte en karriere i dansk erhvervsliv, inden han i 2011 blev valgt ind i Folketinget.

    Jakob Ellemann-Jensens foreløbige højdepunkt politisk fandt sted lørdag i Herning. Helt som ventet blev han – uden modkandidat – valgt som Venstres nye formand ved et ekstraordinært landsmøde.

    Dermed står en Ellemann-Jensen igen i spidsen for Venstre efter 21 år med først Anders Fogh Rasmussen og senest Lars Løkke Rasmussen som V-formand.

    Farmand Uffe Ellemann-Jensen var Venstres formand fra 1984 til 1998, men posten som udenrigsminister var den højeste, han nåede.

    Statsministerposten glippede, men nu har Jakob Ellemann-Jensen taget det næste store skidt op på den politiske scene. Næste mål for ham er at fravriste nøglerne til Statsministeriet fra Mette Frederiksen (S).

    Jakob Ellemann-Jensen beskrives af mange i Venstre som den gode og loyale partisoldat.

    Det er gået hurtigt for Jakob Ellemann-Jensen i dansk politik og i Venstre. I en lang årrække afviste han ellers kategorisk at følge i sin fars fodspor.

    Modstanden fra sønnike mod den politiske vej handlede primært om de ofre, som en politisk karriere fører med sig.

    – Jeg har set, hvad det kan gøre ved familien. Det vil jeg hverken byde mig selv eller min familie, sagde Jakob Ellemann-Jensen ifølge Berlingske angiveligt til sin farmor som 19-årig.

    I dag er virkeligheden Jakob Ellemann-Jensen, som onsdag fylder 46 år og dermed med formandsposten fik en tidlig fødselsdagsgave.

    Han har prøvet at være minister, partiets politiske ordfører, og en lang række partifæller har offentligt opfordret ham til at blive formand for Venstre efter en periode med intern uro i partiet.

    Trods sin prominente far måtte Jakob Ellemann-Jensen i første omgang tage til takke med en lille rolle, da han første gang blev valgt ind i Folketinget.

    – Jakob begyndte bagest i bussen, som partifællen Marcus Knuth engang har sagt til Altinget.

    Netop Knuth er en af dem, der på det seneste har udtalt, at Jakob Ellemann-Jensen “kan samle Venstre”.

    Jakob Ellemann-Jensen trådte for alvor frem i rampelyset efter folketingsvalget i 2015. Han blev forfremmet til politisk ordfører og slog hurtigt sit navn fast med blandt andet friske kommentarer, humor og skarpe politiske argumenter.

    Som en af sine første opgaver blev han bedt om at forsvare den omdiskuterede smykkelov. Det gjorde han både herhjemme, men også til hele verden direkte på CNN eksempelvis.

    Indtil lørdag toppede den politiske karriere, da Jakob Ellemann-Jensen blev miljø- og fødevareminister sidste år.

    Næste skridt er at gøre avisforsiden fra 1998 til skamme.

    /ritzau/