22-årig mand anholdt: Truede kvindelig hotelgæst på livet


Arkivfoto


AARHUS: Østjyllands Politi fremstillede fredag kl. 13.30 en 22-årig mand for Retten i Aarhus. Han er sigtet for flere forhold, blandt andet at have truet en kvinde på livet i morges.

Østjyllands Politi blev fredag morgen kl. 05.05 kaldt til Hotel Royal på Store Torv i Aarhus, hvor der var anmeldelse om, at en mand havde truet personale og gæster på stedet. En medarbejder forklarede, at den 22-årige var gæst på hotellet, og at han havde virket truende over for både personale og gæster. Heriblandt en kvinde, der forklarede, at hun var blevet vækket af den 22-årige, som havde banket på hendes dør og truet hende på livet.

Den 22-årige havde forladt hotellet, inden politiet kom, men kom retur da betjentene stod i receptionen. Han blev derfor anholdt og sigtet.

Den 22-årige er desuden sigtet for at have overfaldet en mand med flaske, slag og spark sammen med ukendte gerningsmænd den 7. april i Thailand. Derudover er han sigtet for mellem den 8. april og 11. april at have truet flere personer på livet over det sociale medie Instagram.

Resultatet af grundlovsforhøret er kl. 15.00 endnu ukendt.