Fra et af skyderierne i Albertslund, april 2018
En 19-årig mand er anholdt i sagen om den seneste tids skyderier i Albertslund uden for København, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Der er ikke oplysninger om, hvad han helt konkret er sigtet for.
Yderligere fire er natten til søndag anholdt for trusler, der også på en eller anden måde hænger sammen med sagen om skyderierne.
Den 19-årige fremstilles søndag i grundlovsforhør i Retten i Glostrup, mens anklagemyndigheden overvejer, om de fire også skal fremstilles.
Der er ikke oplysninger om, hvor gamle de fire er, og heller ikke hvad sigtelsen mod dem går ud på, eller hvordan den hænger sammen med skyderierne.
Tidligere på ugen blev en ung mand varetægtsfængslet i to uger for trusler, der hænger sammen med sagen.
Politiet har oplyst, at de mange skyderier i Albertslund menes at hænge sammen med, at folk i det lokale kriminelle miljø kæmper om hashmarkedet.
Det seneste skyderi fandt sted fredag morgen ved 04-tiden, da der blev skudt flere gange mod et hus i Oksens Kvarter. Ingen kom til skade.
Forud var en 23-årig mand torsdag aften blevet ramt flere gange på tæt hold på adressen Bækgården 7.
Tirsdag eftermiddag blev en tilfældig fodgænger ramt i benet på Albertslundvej, da der blev skudt mod en bil.
I alt har der været seks skyderier på en uge. Et hus på Tranehusene 4 er tilsyneladende centralt i konflikten. Tre nætter i træk – natten til mandag, tirsdag og onsdag – blev der affyret skud mod dette hus. Selv om der var folk i huset, blev ingen ramt.
I forbindelse med skyderierne har politiet oprettet visitationszone i dele af Albertslund Kommune. Den varer foreløbig indtil 1. maj.
/ritzau/