Voldsom anholdelse: Betjent fik øldåse kastet i nakken


Arkivfoto


VORDINGBORG: En mand sparkede og kastede en øldåse i nakken på en betjent, som var ved at anholde en efterlyst kvinde.

To politibetjente kørte i en patruljevogn på Færgegaardsvej i Vordingborg, hvor de så en mand og en kvinde, som gik på fortovet, og kvinden svarede til signalementet på en efterlyst person.

Betjentene kontaktede derfor de to, men kvinden ville ikke rigtig oplyse sin identitet. Hun var noget modvillig, og den ene betjent tog derfor fat i hende, hvilket fik manden til at kaste en halvtom øldåse, han havde i hånden, i nakken på betjenten.

Det udartede til et mindre håndgemæng, hvor betjentene blev sparket, og manden forsøgte at bide den ene. De to personer blev herefter anholdt klokken 15.32 – det var en 21-årig mand og en 21-årig kvinde fra Vesterborg, som er sigtet for vold mod politiet.

De blev begge taget med til politistationen i Næstved, hvor de blev afhørt, inden de blev løsladt igen tirsdag aften.