Politiet efterforsker tricktyveri i Vallensbæk


Arkivfoto


VALLENSBÆK: Mandag kl. 11.20 modtog politiet en anmeldelse om, at en 80-årig kvinde fra Vallensbæk netop havde været udsat for et tricktyveri i kvindens opgang på Albertslundvej.

Kvinden havde været ude at handle, da hun foran sin lejlighed blev opsøgt af en mand og en kvinde, som pressede sig med ind i kvindens opgang, mens de talte et sprog, hun ikke forstod.

Kvinden mærkede et lille puf, hvorefter de to personer forlod opgangen. Da kvinden kom op i sin lejlighed, blev hun opmærksom på, at hun manglede sin pung.

De to personer beskrives som:
A: Mand med anden etnisk baggrund end dansk, 40-50 år, 165-170 cm. høj, almindelig af  bygning med kort, sort hår. Han var velsoigneret og iført en sort dunjakke og mørke bukser.

B: Kvinde med anden etnisk baggrund end dansk, 35-40 år, 170 cm. høj, almindelig af bygning med lyst, langt hår. Kvinden havde meget sminke på og var iført en lys dunjakke, lyse bukser og handsker. 

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Vær skeptisk
Trick- og gadetyve er snu og finder på mange påskud for at stjæle på gaden eller i hjemmet. Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at følge nogle enkle råd for at beskytte sig mod de langfingrede:

• Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.
• Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet. 
• Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.
• Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.
Ring hurtigt til politiet, hvis du oplever noget mistænkeligt: 43 86 14 48 eller 114. Ring Alarm 1-1-2 hvis det sker akut.