Mistanke: Gæst kom igen dagen efter som røver


Arkivfoto


En 44-årig mand er blevet fængslet for et hjemmerøveri hos en mand i Hjørring, som han dagen før havde drukket kaffe med.

Manden er fredag i et grundlovsforhør i Retten i Hjørring blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser efterforskningsleder Kenneth Ginnerup, Nordjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen om røveriet torsdag klokken 15.30.

Det gik ud over en 62-årig mand, der bor i en lejlighed på Svanelundsbakken i Hjørring.

Manden har fortalt, at han dagen forinden var blevet opsøgt af den 44-årige, som han kender fra tidligere, og at de to havde drukket en kop kaffe.

– Vi ved ikke, hvor dybt deres bekendtskab er, siger Kenneth Ginnerup.

Der er tale om en mand fra lokalområdet.

Dagen efter sidder den 44-årige på trappen, da den 62-årige kommer hjem, og han bliver endnu en gang inviteret indenfor.

Denne gang bandt han den 62-årige, og det lykkedes ham at slippe af sted med et pengebeløb.

Det er sparsomt med detaljer om, hvordan røveriet mere præcist fandt sted. Det skyldes ikke mindst, at grundlovsforhøret fredag med den 44-årige foregik for lukkede døre.

Det vides ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/