25-årig fængslet efter slagsmål og påkørsler


Arkivfoto


En 25-årig mand er i et grundlovsforhør fredag i Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Han mistænkes for at have deltaget i et slagsmål i Brabrand natten til 29. januar, hvor flere personer kom op at slås, og hvor der blev brugt våben.

Manden er sigtet for grov vold, bevidst påkørsel og ulovlig våbenbesiddelse.

Tidligere har en 27-årig mand fra det vestlige Aarhus været varetægtsfængslet med samme sigtelser, men han er løsladt igen, oplyser vagtchefen hos Østjyllands Politi.

Den 25-årige nægter sig skyldig og kærede afgørelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

Politiet mener, at han var en del af et natligt opgør på Dortesvej i Brabrand, der udviklede sig til slagsmål.

Men da grundlovsforhøret fredag foregik for lukkede døre, er det sparsomt med oplysninger om, hvad hans rolle menes at være.

Det var kort efter klokken 01.00 natten til 29. januar, at flere anmeldelser om skud og slagsmål tikkede ind hos politiet.

Betjente i området standsede fire personer i en bil, hvor der blev fundet flere stikvåben. Alle fire blev anholdt.

På Dortesvej fandt politiet fire biler, der var kørt ind i hinanden, og det er politiets opfattelse, at flere personer bevidst har påkørt hinanden, fordi de var uvenner.

Herefter er de kommet op at slås. Mindst to blev ramt af stikvåben. En blev blevet stukket ved knæet, en anden i ballen.

Flere af de anmeldelser, politiet fik, lød på, at der også blev skudt under sammenstødet.

Syv mænd fra Aarhus blev anholdt umiddelbart efter slagsmålet. Kun en kom for en dommer, mens de seks andre blev løsladt efter afhøringer. Alle er fortsat sigtet i sagen.

/ritzau/