Arkivfoto
En garanti om ordentlige afsoningsforhold i Rumænien er ikke så overbevisende, at en 30-årig rumæner kan udleveres.
Sådan lyder det fra mandens advokat, før en dommer i Kolding skal afgøre, om han skal ud eller ej.
– Jeg stiller mig tvivlende over for, om samtlige celler i Rumænien opfylder de internationale minimumskrav, siger advokat Eigil Strand.
Hans klient skal udleveres, har Rigsadvokaten besluttet, fordi hjemlandet ønsker, at han får afsonet en fængselsstraf for spritkørsel. Dommen lyder på fængsel i et år og tre måneder, oplyser Sydøstjyllands Politi.
– Men han var ikke til stede ved processen i Rumænien, siger advokat Strand om sagen.
– Min klient har skabt sig et liv her i Danmark og frygter for en udlevering, tilføjer han om de personlige forhold, som skulle tale imod.
Det er anden gang inden for kort tid, at domstolene behandler en afgørelse fra Rigsadvokaten om udlevering til Rumænien. Systemet er sådan indrettet, at den berørte person kan indbringe afgørelsen for retten.
Et planlagt retsmøde i Kolding fredag eftermiddag om den 30-årige er blevet udsat til senere.
Udleveringer til det østeuropæiske land gik opsigtsvækkende i stå sidste år, da Højesteret havde sagt nej til at ekspedere tre kvinder og en mand til Rumænien.
Dommernes begrundelse var, at forholdene i de rumænske fængsler ikke overholder internationale standarder, som blandt andet handler om, at hver indsat skal have mindst tre kvadratmeter til sin rådighed.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols krav var ikke overholdt.
Sagen gav en del politisk opmærksomhed, og med nye garantier er trafikken så småt ved at komme i gang igen.
Omkring jul blåstemplede byretten i Sønderborg og Vestre Landsret en exit-ordre i forhold til en anden rumænsk statsborger, og han blev udleveret 2. februar.
– Der er tale om en positiv udvikling for Rumænien og Danmark, udtalte justitsminister Søren Pape Poulsen (K) forleden.
/ritzau/