Bilist dræbt med væltet træ: Har du optagelser fra dashcams, mobil, vildtkameraer?


Har du optagelser eller andet fra onsdag den 13. marts 2024 i timerne op til og efter klokken 00:16 fra det markerede område. Parnasvej i Sorø.

Se også kortet i bunden af artiklen.


Sent tirsdag aften og kort efter midnat onsdag væltede to træer henover trafikerede veje på Midtsjælland.

Det ene træ ramte en kørende bil og dræbte bilisten, en 55-årig mand.

Begge træer er væltet med overlæg, lyder vurderingen fra politiet.

… når nogen på den måde skaber livsfarlige situationer for andre, er det er i sagens natur noget, vi ser meget alvorligt på, siger politiinspektør Peter Compen.

Politiet søger derfor vidner, der kan have set eller hørt noget i forbindelse med fældningen af de to træer i timerne både før og efter gerningstidspunkterne de to steder:

Tirsdag klokken 22.37 på Slagstrupvej i Havrebjerg, og onsdag nat klokken 00.16 på Parnasvej i Sorø.

Har man oplysninger – det kunne også være optagelser fra fx vildtkameraer, dashcams eller andre typer kameraer fra de to områder, der er markeret på de vedhæftede kort – kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.

Hvis man har færdedes i nærheden men uden for områderne, der er markeret på kortudsnittene, så opfordrer politiet til, at man alligevel gemmer sine optagelser til evt. senere brug.

Politiet understreger – alle informationer kan bruges.


Har du optagelser eller andet fra tirsdag den 12. marts 2024 i timerne op til og efter klokken 22:37 fra det markerede område. Slagstrupvej i Havrebjerg.