Bedrager ældre mennesker: Spinkel kvinde efterlyst af politiet


Foto: Politiet.


Denne kvinde er efterlyst.

Kvinden har præsenteret sig på flere adresser, hvor hun har udgivet sig for at være fra forurettedes bank.

Politiet søger derfor vidner, som har set kvinden eller har informationer om hende.


Foto: Politiet.

Mandag 15. april modtog Syd- og Sønderjyllands Politi fem anmeldelser om bedrageri i henholdsvis Nordborg, Sønderborg midtby og Aabenraa.

Forløbet har været, at en person har kontaktet borgerne på telefon og udgivet sig for at være fra banken.

Informationen har været, at deres hævekort er for gammelt, eller at der er noget i vejen med det, og derfor ankommer der en person for at hente det.

Hun beskrives af vidner som:

Kvinde

Lys i huden

150-160 cm

Spinkel af bygning

Hun var iført tynd mørkegrøn vindjakke med stafferinger på ærmerne samt en hætte, sorte bukser, og hun medbragte en smartphone.

Politiet har indhentet billeder af gerningskvinden. Dels fra en borger, som har taget billeder i forbindelse med et af de fem forhold – dels overvågningsbilleder.

Jakken, som kvinden har på, er kendetegnet ved et mønster på ærmerne, der løber op til skuldrene og rundt under hætten til det modsatte ærme. Det er et mønster, som Fendi bruger som varemærke.

Har du set kvinden eller har oplysninger om hende kan du kontakte Politiets Servicecenter på 1-1-4.