Lang liste: Pusher dømt for våben, sprængstof, hæleri, biltyveri og større mængde hash


Arkivfoto


Retten i Aarhus har idømt en 35-årig mand en fængselsstraf på fem år og seks måneder for at have været i besiddelse af våben.

Den 35-årige mand blev desuden kendt skyldig i en lang række øvrige strafbare forhold.

Våbnene, en revolver med tilhørende ammunition samt et haglgevær, ligeledes med tilhørende patroner, blev opbevaret i et kælderrum på Langenæs Allé i Aarhus C, som den tiltalte havde lånt.

De blev fundet og beslaglagt af politiet den 26. januar i år.

I kælderrummet blev der desuden fundet en betydelig mængde sprængstof med detonatorer.

”Jeg er særdeles tilfreds med, at retten har vurderet sagens beviser på samme niveau som anklagemyndigheden, og jeg er meget tilfreds med, at tiltaltes forklaring også blev fundet utroværdig og tilsidesat af retten,” siger Jakob Beyer, der har ført sagen på vegne af anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Dommen faldt den 13. december, hvor den 35-årige mand foruden ulovlig våbenbesiddelse også blev kendt skyldig i at have været i besiddelse af en større mængde hash med henblik på videreoverdragelse.

Skyldig i en lang række forhold
Derudover blev den 35-årige kendt skyldig i at have været i besiddelse af en lang række genstande, der ikke tilhørte ham i form af blandt andet et løbehjul, et spejlreflekskamera, fem MacBook-computere og en højtaler – til en samlet værdi af omkring 75.000 kroner.

Foruden de i forvejen nævnte forhold blev den 35-årige mand også kendt skyldig i at have ført et brugsstjålet køretøj rundt i Aarhus C, hvorfra han med en medgerningsmand blandt andet havde stjålet det omtalte haglgevær og den tilhørende ammunition.

Den 35-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden den 27. januar 2022, og han forblev fængslet efter dom.

Han ankede dommen på de 5 år og seks måneders fængsel på stedet til frifindelse – men kærede ikke afgørelsen om, at han skulle forblive fængslet efter dom.