Pædagogmedhjælper: Voldtog teenagere på opholdssted og fik halvandet år


Arkivfoto


En 32-årig mand er onsdag ved retten i Viborg blevet idømt halvandet års ubetinget fængsel.

Han er dømt for at voldtage to teenagere.

Voldtægterne fandt sted, mens de var anbragt på et opholdssted, hvor han var ansat.

Overgrebene på de to kvinder, der dengang var henholdsvis 18 år og 19 år, fandt sted i marts 2022.

Her var han sammen med pigerne i sin egenskab af ansat pædagogmedhjælper.

Retten fandt manden skyldig i to forhold af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

I det ene forhold var kvinden så beruset, at hun ikke var i stand til at modsætte sig det.

Manden fik halvandet års ubetinget fængsel.

Desuden blev manden frakendt retten at arbejde med børn og unge under 18 år i 5 år.

Manden skal desuden betale en erstatning til hver af de forurettede.

”Jeg er tilfreds med dommen i dag. Overgreb er altid alvorlige, men når de udføres af en person offeret har et tillidsforhold til qua deres profession, så skal det takseres herefter”, udtaler specialanklager Pia Koudahl efter dagens dom.