Københavns Politi søger vidner til en eksplosion på Godthåbsvej på Frederiksberg natten til søndag.
Politiet er særligt interesseret i at snakke med cyklister, som har cyklet på Godthåbsvej umiddelbart før eksplosionen.
Politiet modtog natten til søndag kl. 03.50 en anmeldelse om eksplosion i en butik på Godthåbsvej ved nr. 52.
Efterforskningen er nu i fuld gang med at undersøge, hvad der er gået forud, og i den forbindelse søges vidner, som kan have set en eller flere gerningsmænd i området omkring Godthåbsvej 52.
“Vi kan konstatere, at flere cyklister er kørt forbi Godthåbsvej 52 i tidsrummet før hændelsen.
Det er især dem, som vi ønsker at tale med,” siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi.
Alle borgere, der har oplysninger om sagen, bedes kontakte Københavns Politi på 1-1-4.