Yngre mand stukket flere gange med kniv i Brønshøj


    En yngre mand er mandag aften blevet stukket flere gange med kniv på Smørrumvej i Brønshøj.

    Det oplyser Københavns Politi.

    Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 20.30. Kort efter blev offeret kørt på Rigshospitalet.

    – Vi har ikke umiddelbart noget motiv, men vi håber, at vores undersøgelser sammenholdt med vidneforklaringer kan give os et billede af det, siger Martin Kajberg, vagtchef hos Københavns Politi.

    Der er ingen anholdte i sagen og politiet kan sent mandag aften heller ikke sige noget om offerets tilstand.

    Klokken 22 arbejder politiet fortsat på stedet.

    /ritzau/