Grov bandevold: Frihedsberøvede mand og truede ham i timevis


To 20-årige mænd fra Hillerød er blevet sigtet for frihedsberøvelse.

De to trængte kort før midnat ind i en lejlighed i Mathilde Parken, hvor de i nogle timer frihedsberøvede en 21-årig mand.

De to mænd truede deres fange for at få ham til at udbetale et større pengebeløb til dem.

Mændene, som angiveligt har rockerrelationer, blev tirsdag aften anholdt ved to anholdelsesaktioner i Hillerød.

Den ene fandt sted i en studielejlighed på Campusvej, Hillerød, hvor en ung danskudseende mand blev anholdt af svært bevæbnet politi.

Her var den anholdte vidne til en omfattende ransagning af hans lejlighed, hvor der blev fundet en række beviser, som blev placeret i dna-poser.

De to mænd fremstilles i grundlovsforhør onsdag klokken 12 ved Retten i Hillerød.

Der vil af hensyn til sagens videre efterforskning blive begæret lukkede døre, hvorfor der på nuværende tidspunkt ikke gives yderligere oplysninger til sagen.