16 elever i skolebus uskadt efter ulykke


Arkivfoto

En skolebus med 16 elever om bord er onsdag stødt sammen med en personbil ved Terndrup, rapporterer flere medier.

Eleverne er alle uskadte, men føreren af personbilen, en 23-årig mand fra lokalområdet, er bragt til sygehuset i kritisk tilstand.

Ifølge Ekstra Bladet modtog politiet anmeldelsen om ulykken på Aalborgvej ved Terndrup klokken 07.29.

16 elever i alderen 7 til 14 år befandt sig i skolebussen, som kolliderede med bilen i forbindelse med et venstresving.

Eleverne er ifølge Nordjyske blevet afhentet af en anden bus og er kørt væk fra stedet.

Nordjyllands Politi har tilkaldt en bilinspektør, som skal undersøge årsagen til ulykken. En bilinspektør er en ekspert med ingeniørbaggrund, der ud fra undersøgelser på ulykkesstedet og af de implicerede køretøjer forsøger at belyse ulykken nærmere.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/