Arkivfoto
En ud af tre borgere i særligt udsatte boligområder har oplevet rocker- eller bandeaktivitet i deres nabolag.
Det viser Justitsministeriets Tryghedsundersøgelse for 2021.
Mens 32 procent af borgerne i særligt udsatte boligområder har oplevet rocker- eller bandeaktivitet, er tallet 11 procent blandt borgere i resten af Danmark.
Generelt føler flere borgere sig mere trygge, hvis man ser på Danmark som helhed, viser undersøgelsen.
88 procent af borgere i hele Danmark har svaret, at de føler sig trygge i deres nabolag. Det er en stigning i forhold til den tilsvarende undersøgelse i 2019. Dengang var tallet 86 procent.
I de særligt udsatte boligområder føler 70 procent af borgerne sig trygge. Det er det samme niveau som i 2019.
– Det gør et stort indtryk på mig, at en tredjedel af borgerne i særligt udsatte boligområder har oplevet bander eller rockere i deres nabolag, siger justitsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse.
– Det må aldrig blive normalt, at der er åbenlyst hashsalg eller truende adfærd fra hårdkogte kriminelle, når almindelige mennesker bare skal ned i Brugsen og handle ind.
– De beboere fortjener, at vi intensiverer indsatsen mod organiseret kriminalitet. Vi har allerede hundredvis af rockere og bandemedlemmer i fængsel. Men der er fortsat mange på fri fod, siger ministeren.
27.500 personer har deltaget i undersøgelsen. Den er ifølge Justitsministeriet en videreførelse af Politiets Tryghedsundersøgelse, som Rigspolitiet gennemførte syv gange i perioden fra 2013 til 2019.
/ritzau/