Millionvis af smuglersmøger snuppet af toldere


Foto: Toldstyrelsen


En styrket indsats på tobaksområdet har ført til, at der sidste år blev snuppet 12,7 millioner ulovlige cigaretter.

Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

Toldere kontrollerer tobaksvarer som fx cigaretter og vandpibetobak ved alle landets grænser.

I 2021 tilbageholdt toldere 12,7 millioner cigaretter, bl.a. takket været et stort fund på 10 millioner cigaretter i en lastbil på Rødbyhavn.

Den samlede mængde cigaretter skønnes at svare til et unddraget beløb på 24,5 millioner kroner i told, moms og afgifter, hvis cigaretterne skulle indføres lovligt i Danmark.

– Det er rigtig mange cigaretter og potentielt rigtig mange afgifter, som forsøges unddraget. Derfor har vi de seneste år styrket kontrollen på tobaksområdet ved at risikovurdere varer med øje for ulovlig import af cigaretter. Kontrollen er desuden styrket gennem øget udveksling af viden og efterretninger mellem politiet, internationale toldmyndigheder og Europol. Det er den indsats, der nu bærer frugt, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.

I 2021 registrerede Toldstyrelsen i alt 724 sager på tobaksområdet, der også tæller ulovlig indførsel af vandpibetobak, cerutter, cigarer mm. Som resultat af den styrkede kontrol er der i 2020 og 2021 flere sager, hvor Toldstyrelsen har afsløret forsøg på indsmugling af meget store mængder af ulovlige cigaretter. I 2020 fandt toldere 14 millioner cigaretter i en sættevogn på Esbjerg Havn og 1,6 millioner cigaretter i en række kabeltromler på Aarhus Havn.

Toldstyrelsen kontrollerer ved alle Danmarks grænser og kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering.