Politiet eftersøger buttet voldtægtsmand efter musikfestival


Arkivfoto

Lørdag aften blev en kvinde udsat for et seksuelt overgreb.

Det skete på Brabrandstien, da kvinden var på vej hjem fra NorthSide Festival.

Østjyllands Politi søger i den forbindelse vidner.

Offeret, en 44-årig kvinde forlod lørdag aften cirka klokken 22.30 festivalpladsen ved Eskelunden i Viby.

Hun gik hjemad via Brabrandstien langs Aarhus Å bag ved genbrugsstationen.

Da hun havde gået omkring en kilometer, kom der en mand gående imod hende fra De Tre Broer.

Manden råbte efter hende, og da de krydsede hinanden, midt imellem Eskelundvej nr. 4 og nr. 8, tog han fat i kvinden.

Han tvang hende ind i et buskads mellem nogle høje træer, hvor han skubbede hende ned på jorden og udsatte hende for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Efterfølgende rejste kvinden sig op og løb tilbage mod festivalpladsen.

I den forbindelse bemærkede hun, at der gik andre mennesker på stien.

Dem vil politiet meget gerne i kontakt med.

Gik du på Brabrandstien lørdag aften mellem kl. ca. 22.30 og 23.00, og bemærkede du en kvinde komme løbende iført en sort, kort kjole med blomster, sorte gamacher, sorte grove støvler med spænder og en mavetaske over den ene skulder – så ring til Østjyllands Politi på telefon 114.

Politiet hører også gerne fra personer, der kan have set gerningsmanden før, under eller efter overgrebet. Han beskrives som:

25-30 år gammel
Ca. 170-172 cm høj
Buttet/kraftig af bygning
Lidt mørk i huden
Mørkt/sort hår, der var klippet tæt ind til hovedet i siderne og noget længere på toppen
Var iført en mørk, tynd sportsjakke med høj hals og lynlås foran