Anti-bølle-lov vedtaget: De kan nu bortvises fra nattelivet


Arkivfoto

Der vil fremover komme flere autoriserede dørmænd eller vagter på udskænkningssteder i nattelivszoner i byer som København og Aarhus.

Og så får politiet mulighed for at bortvise personer fra områderne for aftenen og natten, selv om de ikke har gjort noget ulovligt.

Det står klart, efter at et flertal i Folketinget torsdag har behandlet regeringens forslag, der har til hensigt at skabe mere tryghed i nattelivet.

Vedtagelsen betyder, at personer kan blive bortvist fra et område, hvis det er for at "afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden og fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed".

Det gælder også, hvis personen ikke har begået noget ulovligt.

Bortvisningen kan kun ske i de såkaldte nattelivzoner. Det er nogle, politiet har udpeget. Nattelivszonerne findes blandt andet i Gothersgade i København og Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Bliver en person bortvist fra et nattelivsområde, vil det gælde frem til klokken fem om morgenen.

Samtidig skal serveringssteder, som er placeret i en nattelivszone, gøre brug af en autoriseret dørmand eller vagt.

Det gælder dog kun, hvis serveringsstedet har åbent efter klokken to om natten, og hvis det sælger drikkevarer med en alkoholprocent over 2,8. I så fald skal der være dørmænd fra midnat til klokken fem om morgenen.

Et af de forslag, som dog ikke blev vedtaget torsdag, er et af de mere vidtgående forslag, som handlede om, at der skulle indføres forbud mod salg af alkohol i detailhandlen fra midnat til klokken fem.

Det kunne regeringen ikke finde et flertal for.

I øjeblikket er der 20 nattelivszoner, der er fordelt på 7 af landets 12 politikredse. De gælder i to år ad gangen og står til at udløbe mod slutningen af 2023 eller i foråret 2024.

/ritzau/