Arkivfoto.
En 66-årig mand fra Randers er røget 2½ år bag tremmer.
Han er dømt for at have et oversavet jagtgevær og for at have affyret det udenfor.
Den 3. februar 2022 fik politiet en anmeldelse om, at den 66-årige var påvirket af stoffer, og at han skulle være i besiddelse af et skydevåben i sit hjem i Randers.
Flere patruljer kørte til adressen, hvor de befandt sig uden for bygningen i flere timer, indtil de fik kontakt til den 66-årige.
Han endte med frivilligt at gå ud af lejligheden og lade sig anholde.
Mandens hjem blev ransaget, og i en kommodeskuffe fandt politiet et oversavet jagtgevær og tilhørende patroner.
Under afhøringen af den 66-årige forklarede han, at han havde haft geværet liggende i mange år, og at han på et tidspunkt også havde været udenfor for at prøve at skyde med det.
Den 66-årige blev anholdt og dagen efter varetægtsfængslet, og den 18. maj blev han så dømt for besiddelse af skydevåben i det offentlige rum under særligt skærpende omstændigheder.
I retten erkendte den 66-årige at have haft geværet i sit hjem, men nægtede nu, at han skulle have haft det med udenfor og forklarede, at han ikke kunne huske, at han skulle have sagt det til politiet.
Den forklaring fandt retten dog ikke troværdig, og han blev derfor dømt for efter anklageskriftet.
”Retten ser med stor alvor på besiddelse af skydevåben, og det er en skærpende omstændighed, når man bruger dem i det offentlige rum. Jeg er tilfreds med, at retten fulgte anklagemyndighedens strafpåstand, og at politiet har fået fjernet et farligt skydevåben, ” siger senioranklager Jakob Beyer.
Den 66-årige modtog dommen og blev kørt direkte til afsoning af fængselsstraffen.