Fynske gråænder er ramt af fugleinfluenza


En besætning med gråænder ved Brenderup på Vestfyn er ramt af fugleinfluenza, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Besætningen, der består af i alt 3000 ællinger, er ramt af den mindre alvorlige fugleinfluenza H7N7. Samtlige smittede ællinger skal nu aflives for at forhindre, at virus udvikler sig.

Like localeyes.dk på Facebook

Det er Fødevarestyrelsen, der i samarbejde med Beredskabsstyrelsen afliver ænderne.

Fugleinfluenzaen, der har ramt besætningen, er ikke farlig for mennesker, men alligevel er det nødvendigt at aflive de smittede, forklarer souschef i Fødevarestyrelsen.

– Vi betragter altid lavpatogen fugleinfluenza med alvor, fordi den kan udvikle sig til den højpatogene type. Jeg kan berolige med, at den lavpatogene fugleinfluenza ikke smitter til mennesker, siger souschef i Fødevarestyrelsen, dyrlæge Stig Mellergaard, i en pressemeddelelse:

– Aflivning og sikkerhedsforanstaltninger sker for at forebygge yderligere problemer.

Smitten blev opdaget i forbindelse med rutinemæssig overvågning, der bliver udført som led i den danske indsats mod fugleinfluenza.

Fødevarestyrelsen har nu oprettet en spærrezone i en radius af en kilometer omkring gården, hvor den smittede besætning holder til.

/ritzau/