En motorcyklist mister livet i Nordjylland


En motorcyklist er fredag blevet dræbt på omfartsvejen ved Gandrup mellem Aalborg og Hals.

Ulykken skete, da motorcyklisten var ved at overhale nogle biler. Han var kommet forbi den ene, men har tilsyneladende ikke set, at en forankørende bil med trailer var ved at dreje til venstre.

Like localeyes.dk på Facebook

Bilen ramte motorcyklisten, der blev dræbt på stedet, oplyser vagtchef Mogens Hougesen, Nordjyllands Politi.

Ulykken skete kort før klokken 15.25 fredag eftermiddag.

Motorcyklisten er endnu ikke identificeret, men der er ifølge vagtchefen tale om en midaldrende mand.

– Vi har en idé om, at det er motorcyklens ejer, men det er vi ved at undersøge, siger Mogens Hougesen.

/ritzau/