Ansatte i fængsler finder færre hashklumper og våben


Arkivfoto


I 2015 blev der fundet færre ulovlige genstande som joints, stikvåben og alkohol i de danske fængsler og arresthuse end året forinden.

Det viser nye tal fra Kriminalforsorgen ifølge DR.

Eksempelvis blev der sidste år beslaglagt cannabis 2656 gange, når fængselsbetjente gik på jagt i de indsattes celler. I 2014 var tallet rekordhøjt med knap 3000 tilfælde.

Også våben, andre narkotiske stoffer samt alkohol er der fundet mindre af i løbet af sidste år, men årsagen til de færre beslaglagte genstande er der uenighed om.

Ifølge Kriminalforsorgen skyldes det færre indsatte i fængsler og arresthuse landet over.

I 2013 var antallet af fanger i hele fængselsvæsnet på 4008 indsatte opgjort i gennemsnitligt belæg per dag. Det tal faldt sidste år til 3421 indsatte per dag.

– Når vi har færre indsatte, så bliver der også fundet mindre af ulovlige effekter i vores institutioner, det giver sig selv, siger sikkerhedschef i Kriminalforsorgen Lars Rau Brysting til DR.

Men den analyse bliver ikke bakket op af fængselsbetjentene. Fængselsforbundet ser i stedet det faldende tal som et udtryk for, at personalet har mindre tid til at finde skjulestederne, hvor de indsatte gemmer de ulovlige sager.

– Den langt mere sandsynlige forklaring er, at vi er blevet presset på vores vagter. Så fokus har været mindre på at visitere, end vi har været vant til, siger formand i Fængselsforbundet Kim Østerbye til DR.

Ransagninger og brug af hashhunde er blevet topprioritet i de danske fængsler. Samtidig har justitsminister Søren Pind (V) gjort det klart, at mobiltelefoner, hash og våben skal ud af fængslerne.

I 2016 sættes der derfor ekstra ressourcer ind på at finde ulovlige genstande i fængslerne.

Antallet af razziaer, hvor et større antal fængselsbetjente og hunde gennemgår en hel institution eller afdeling, fordobles således fra fem til ti årligt.

/ritzau/