Grab fra video som angiveligt viser Yahya Hassan bevæbnet med pistol under tumulten ved Fjældevænget i Hasle søndag aften. Se videoen i bunden af artiklen.
Yahya Hassan er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger, men det hindrede ikke digteren i at sende en hilsen til pressen via sin advokat.
Yahya Hassan er sigtet og blev fænglset for grov vold og ulovlig våbenbesiddelse efter en skudepisode søndag aften.
Den 20-årige digter har dog erklæret sig uskyldig og kærede på stedet varetægtsfængslingen til landsretten.
Samtidig brugte han lejligheden til at sende en hilsen til pressen via sin forsvarsadvokat Hanne Ziebe.
– Jeg skulle hilse pressen fra Yahya Hassan og sige, at han har det godt, og at han skriver på sin digtsamling, lød det fra advokaten.
Yahya Hassan blev fængslet efter en episode ved Fjældevænget i Hasle søndag aften, hvor der blev affyret fem skud og en 17-årig dreng blev ramt i foden. Den 17-årige er uden for livsfare.
Senere på aftenen blev Yahya Hassan anholdt på en adresse i Rønde.
Både anklager og forsvarer bad om lukkede døre ved grundlovsforhøret, hvilket dommeren efterkom. Derfor er det uvist, hvad Yahya Hassan har forklaret om episoden.
Da det timelange grundlovsforhør var forbi, mødte senioranklager Lars Petersen, Østjyllands Politi, pressen.
Her erklærede han sig tilfreds med fængslingen af digteren.
– Det var det, vi bad om. Nu er han varetægtsfængslet, og så kan efterforskningen foregå stille og roligt de næste fire uger, sagde anklageren.
Yahya Hassan er sigtet for grov vold og for ulovlig våbenbesiddelse. Hvis han kendes skyldig i sidstnævnte, vil det udløse mindst et års ubetinget fængsel.
Forsvarsadvokat Hanne Ziebe beklagede dommerens beslutning om fængsling.
– Vi havde en kamp om, hvorvidt han skulle varetægtsfængsles, og det blev der desværre truffet beslutning om, lød det fra forsvareren, der havde en hilsen med fra hovedpersonen selv.
– Jeg skulle hilse pressen fra Yahya Hassan og sige, at han har det godt, og at han skriver på sin digtsamling, sagde Hanne Ziebe.
Hun sagde dog, at det havde været et hårdt og turbulent forløb for digteren, men at hun var overbevist om, at han nok skulle komme stærkt igen.
Ved retsmødet mødte Yahya Hassan op med armen i gips efter en episode for nylig, hvor han blev kørt ned. Han har selv forklaret, at han løb ud foran en bil for at slippe væk fra nogle forfølgere, som jagtede ham med sværd.
Yahya Hassan har i den seneste tid været særdeles aktiv på de sociale medier, hvor hans adfærd på især Facebook har skabt stor debat på digterens profil.
I februar blev han sigtet for at have kørt bil i narkopåvirket tilstand. Det betød efterfølgende, at Nationalpartiet gav den 20-årige aarhusianer sparket fra partiet.
Til avisen Metroxpress sagde Hassan forleden, at han har været udsat for tre drabsforsøg inden for de seneste to måneder.
Yahya Hassan mener, det er hans islamkritiske digte, som har fået stærke kræfter i det islamiske miljø til at stræbe ham efter livet.
Forlaget Gyldendal bekræfter, at Yahya Hassan arbejder på en ny digtsamling. Manuskriptet er ikke afleveret endnu, men forlaget regner med at udgive den nye bog til efteråret, oplyser Gyldendals litterære direktør Johannes Riis.
Han har ikke nogen kommentarer til den verserende straffesag.
/ritzau/