HØRSHOLM: Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 01.03, kørt en bil meget langsomt på Helsingørmotorvejen omkring afkørlsen til Hørsholm.
Bilen kørte også uden rette lygteføring og med flade dæk. En patrulje kørte til området for at kigge efter bilen, og på Frederiksborgvej passerede de en bil, som passede på beskrivelsen.
Patruljen henvendte sig derfor til føreren af bilen, en 23-årig kvinde fra Kgs. Lyngby.
Et narkometer viste, at hun formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og hun blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Kvinden kunne heller ikke fremvise et gyldigt kørekort, da hun ikke havde erhvervet sig et sådant, og derfor sigtede patruljen hende også for kørsel uden førerret.