Forsvarer revser ny taktik for fængslede bandemedlemmer


De nye fokusafdelinger, der samlet har plads til 39 indsatte, betyder, at de mest aggressive indsatte nu kun må være sammen med én anden indsat ad gangen få timer om dagen. Og det er ikke muligt for dem at deltage i uddannelsesforløb på større hold. Arkivfoto


Det er en “temmelig dårlig idé”, at Kriminalforsorgen har dannet to fokusafdelinger, der isolerer såkaldte “særligt grænsesøgende indsatte”.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det siger forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, efter at Ritzau tidligere på ugen kunne fortælle om etableringen af de to afdelinger for indsatte med bande- og rockertilknytning i Statsfængslet i Nyborg og Statsfængslet i Østjylland.

– Hvis man har en strategi om at presse visse personer, så skubber man dem længere ud og marginaliserer dem, og det vil kun være en kilde til endnu flere problemer fremover, siger Michael Juul Eriksen, der har 16 af de indsatte på afdelingerne som klienter.

De nye fokusafdelinger, der samlet har plads til 39 indsatte, betyder, at de mest aggressive indsatte nu kun må være sammen med én anden indsat ad gangen få timer om dagen. Og det er ikke muligt for dem at deltage i uddannelsesforløb på større hold.

– Hvis du endelig får lov til at komme ud, får du kun lov til at se én person. Det er hæmmende, hvis man skal sidde så mange år uden at omgås andre mennesker.

– Der er ikke så mange højdepunkter, når man afsoner. Men det, at man har mulighed for at uddanne sig, er en vigtig ting, siger forsvarsadvokaten.

Han sammenligner forholdene på fokusafdelingerne med at sidde varetægtsfængslet eller opholde sig i en arrest.

I Statsfængslet i Nyborg er der blevet oprettet 27 pladser, mens Statsfængslet i Østjylland har plads til 12 i den nye afdeling.

– Fokusafdelingerne er et supplement til vores konflikthåndtering. Det er en mulighed, vi kan bringe i anvendelse over for personer, der har en stærk tilknytning til en bande- eller rockergruppering, har Lars Rau Brysting, chef for Koncern Sikkerhed i Kriminalforsorgen, fortalt til Ritzau.

Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen mener, at Kriminalforsorgen forsøger at pakke tingene ind. Ifølge ham er der udelukkende tale om indsatte, der tilhører banden Loyal to Familia (LTF).

Og det er at gøre unødig forskel på de indsatte, mener han.

– Hvis man skal forskelsbehandle, skal det være, fordi der er en eller anden konkret grund til det.

– Hvis en person skal afsone i 16 år og ikke har lavet problemer i de seneste fem, virker det mystisk, at der bliver sagt: “Du er fra LTF. Du har godt nok ikke lavet noget ballade, men du er fra LTF, så vi fratager mange af dine rettigheder”, lyder kritikken.

/ritzau/