PET og Skat havde ulovligt samarbejde i ni år


Arkivfoto


Politiets Efterretningstjeneste har i vidt omfang i mindst ni år – i strid med loven og uden tilladelse fra en dommer – suget oplysninger om danskeres flyrejser ud af luftfartsselskaber.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det viser et dokument fra PET, som Radio24syv har fået aktindsigt i.

PET har ifølge loven kun ret til disse personfølsomme oplysninger – der omfatter navn, adresse, pasinformationer, kreditkortoplysninger, rejseruter, billetkøb og oplysninger om medrejsende – hos flyselskaberne, hvis tjenesten forinden får en kendelse fra en dommer.

Det kræver en konkret mistanke om, at én eller flere personer vil begå en alvorlig forbrydelse.

For at omgå dette krav om en retskendelse, indgik PET i 2005 et uformelt samarbejde med Skat, der af PET blev bedt om at hente de såkaldte PNR-oplysninger om konkrete flypassager hos luftfartsselskaberne – hvorpå Skat bagefter sendte disse oplysninger videre til PET.

Skat blev brugt, fordi skattemyndighederne har lovlig adgang til passagerer-oplysninger for at kunne udføre toldkontrol, og ordningen møder kritik fra flere eksperter:

– Skat kan ikke bruge sin hjemmel til at indhente oplysninger med det ene formål at servicere en anden myndighed, siger Jens Vedsted-Hansen, professor i jura ved Aarhus Universitet, til Radio24syv.

– Det er simpelthen i strid med et forvaltningsmæssigt princip, og man kan kun opfatte det som en omgåelse, tilføjer han.

Også professor, dr.jur. Gorm Toftegaard Nielsen fra Aarhus siger til Radio24syv, at “der er tale om misbrug af Skat’s lovhjemmel”.

Skat oplyser, at “selve samarbejdet har i hvert fald stået på siden 2005”, og direktør i Skat’s kontrolafdeling, Jim Sørensen, erkender overfor Radio24syv, at samarbejdet var ulovligt, og at det er “uacceptabelt”.

– Det er ikke godt nok, at vi har givet de her oplysninger videre. Det er ikke tilfredsstillende, at det er sket, og derfor blev det stoppet øjeblikkeligt, da vi opdagede det, siger Jim Sørensen.

Justitsminister Søren Pind (V) fremlagde i oktober et lovforslag i Folketinget, der skal give PET lovlig og automatisk adgang til booking- og passageroplysninger.

Lovforslaget skal behandles inden jul.

/ritzau/