Maskerede røvere slår til to steder i Nordjylland


Arkivfoto


Der har søndag aften været to røverier i Nordjylland, og det er endnu ikke lykkedes politiet at få fat i gerningsmændene.

Det første røveri fandt sted i Aalborg, og godt to timer senere kom der en tilsvarende anmeldelse fra Løkken.

I begge tilfælde er gerningsmændene sluppet af sted med kontanter.

Det første røveri skete i et Kiwi-supermarked på adressen Saltumvej 3 i Aalborg Øst. Politiet efterlyser en udlænding, mellem 170 og 180 centimeter høj. Han var klædt helt i sort og iført sorte sko med hvide såler. Hans ansigt var dækket af en hvid elefanthue.

– Han truer med en kniv ekspedienten til at udlevere et mindre pengebeløb, siger Henrik Beck, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Røveriet blev anmeldt klokken 20.39. Gerningsmanden forsvandt fra stedet til fods, mener politiet.

Klokken 21.59 blev personalet i en dagligvarebutik i Løkken udsat for en tilsvarende oplevelse.

– En maskeret mand truer med en pistol personalet til at udlevere et ukendt beløb. Gerningsmanden bar blandt andet en sort jakke med pelskrave og havde sorte handsker på. Personen talte dansk, oplyser vagtchefen.

Ingen personer er kommet noget til i forbindelse med røverierne.

Politiet har ikke noget bud på de to gerningsmænds omtrentlige alder.

/ritzau/