Politiet efterlyser vidner til overfald i Nyborg


Politiets efterforskning har vist, at tilskadekomne reelt har været udsat for røveri, da han er blevet frataget sin pengepung og smykker. Arkivfoto


Fredag den 30. oktober kl. 20.32 modtog Fyns Politi en anmeldelse om, at der på Ladegårdsvej overfor Helgetoften i Nyborg var fundet en forslået mand. Manden var på tidspunktet, hvor han blev fundet, ikke iført overtøj.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Efterforskningen har vist, at overfaldet skete kl. ca. 19.15, og at han havde ligget på stedet i ca. 1 time. Ved indbringelsen til sygehuset var hans kropstemperatur ca. 34 grader. Forurettede har pådraget sig skader fra stump vold og mindre snitskader.

Efterforskningen har ligeledes vist, at tilskadekomne reelt har været udsat for røveri, da han er blevet frataget sin pengepung og smykker.

Der er et meget sparsomt signalement af gerningsmændene: 4 personer, som alle skønnes at være i alderen 25-30 år. De var kørende i en mørk bil.

Forurettede har oplyst, at han umiddelbart inden overfaldet (kl. ca. 1915) så en kvinde på cykel med et barn i en barnestol bagpå. De kørte i området omkring Statsfængslet. Den kvinde vil Fyns Politi gerne tale med, idet hun måske kan bidrage med oplysninger til sagen.

Fyns Politi er i øvrigt ikke i besiddelse af yderligere oplysninger til sagen, men hører meget gerne fra borgere, der kan ligge inde med oplysninger, der kan bidrage til opklaringen af sagen.

Henvendelser i sagen kan ske på tlf. 114.