Politiet: Flere tilfældige borgere var tæt på eksplosionen

På et pressemøde lørdag eftermiddag afslører politiet, at flere tilfældige forbipasserende var endog meget tæt på den voldsomme eksplosion på Nørrebro.

Politiet efterlyser disse personer og vil gerne tale med dem.

Det drejer sig om følgende:

Føreren af en lys bil, der i minutterne inden eksplosionen kører ad Hermodsgade fra Sigurdsgade mod Titangade.

En taxachauffør, der kort forinden kører den modsatte retning ad Hermodsgade fra Titangade mod Sigurdsgade.

To cyklister, der lidt over et minut inden eksplosionen kører i hastig fart ad Hermodsgade fra Titangade mod Sigurdsgade.

En person iført lyse sko, der kommer gående fra Tagensvej og får øje på den efterladte pose og derefter vender sig rundt og løber bort fra stedet tilbage mod Titangade.