17-årig er stukket i benet i Københavns Nordvestkvarter

En 17-årig dreng er blevet stukket i benet på Tomsgårdsvej i Københavns Nordvestkvarter.

Det oplyser Bjarke Madsen, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Politiet modtog anmeldelsen mandag klokken 22.34. Knivstikkeriet er sket lige ved sidegaden Klokkerhøjen.

Drengen er omkring klokken halv et natten til tirsdag fortsat under behandling, men er ikke i kritisk tilstand, oplyser efterforskningslederen.

– En 17-årig fyr er blevet stukket eller snittet med en kniv i benet. Det er på ingen måde livstruende, siger han.

Den eller de personer, der står bag knivstikkeriet, er stukket af fra gerningsstedet.

– Gerningsmanden er løbet fra stedet, og der er ingen spor af ham lige nu. Det er sparsomt med oplysninger, og vi er ikke klar over, om der er en eller flere personer indblandet, siger Bjarke Madsen.

– Det er også fortsat ukendt, hvad motivet bag hændelsen er, siger han.

Politiet har ifølge Ekstra Bladets oplysninger været talstærkt til stede ved gerningsstedet.

Omkring klokken halv et har politiet forladt området igen, oplyser efterforskningslederen.

/ritzau/