Drabsmistænkt MMA-kæmper er fanget efter flugt ved McDonalds


    Foto: Conroe Police Department, Texas

    En MMA-kæmper mistænkt for flere drab er blevet fanget igen, efter han søndag stak af fra en fangetransport i Texas.

    Det oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AP.

    44-årige Cedric Marks er professionel udøver af kampsporten Mixed Martial Arts (MMA). Han beskrives af politiet som "ekstremt farlig".

    Marks er anklaget for at have dræbt sin ekskæreste og dennes nye kæreste. Derudover er han mistænkt for at være involveret i drabet på en kvinde, som han har et barn sammen med.

    Det lykkedes Cedric Marks at stikke af i sin orange fangedragt, da en fangetransport søndag morgen lokal tid standsede ved en McDonalds-restaurant i Conroe, cirka 40 kilometer nord for Houston.

    Det oplyste politichef Dorcy McGinnis på en pressekonference søndag aften.

    Her fortalte McGinnis, at Marks' ekskæreste Jenna Scott og hendes nye kæreste, Michael Swearingin, forsvandt 4. januar. 11 dage senere blev de begge fundet begravet i Clearview i delstaten Oklahoma.

    Sheriffen i Montgomery County skrev søndag på Twitter, at Marks risikerer "tre drabsanklager", men undlod at uddybe disse.

    Cedric Marks' MMA-karriere begyndte i 1999. Hans seneste kamp var i september sidste år, fremgår det af hjemmesiden mixedmartialarts.com.

    /ritzau/