GGGI-sms’er afslører rå tone mellem Løkke og Friis Bach


Arkivfoto


Tonen mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach (R) var kontant, da sagen om Løkkes dyre rejser på første klasse for klimaorganisationen GGGI kørte på fuldt blus i efteråret 2013.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det viser en hidtil hemmeligholdt sms-korrespondance, som Ekstra Bladet har fået indsigt i.

LÆS OGSÅ: FAKTA: Her er Løkkes tre sager om pengeforbrug og bilag
LÆS OGSÅ: Engell om S-tæskehold: Politik er brutalt
I sms’erne, der stammer fra oktober 2013, beskylder Lars Løkke Rasmussen den radikale Christian Friis Bach for ikke at anerkende det arbejde, Løkke har lavet som formand for GGGI. Til sidst undskylder Løkke for at have været “lidt spids i tonen” ifølge Ekstra Bladet.

Da Christian Friis Bach 17. oktober udsender en pressemeddelelse om sagen, sender han samme meddelelse i en sms til Løkke, der blandt andet svarer:

– Lidt tøset, at der ikke er et eneste ord om de opstramninger og politikker, procurement, financial regulations, new top management, HR etc – vi har lavet. Men forstår, at fristelsen er for stor, hedder det i sms’en fra Løkke.

Den udlægning er Christian Friis Bach dog uenig i:

– Det står der da. Det anerkendes, at der er sket fremskridt!

Han kritiserer samtidig Venstres nuværende justitsminister, Søren Pind, for “konstant” at angribe ham.

Efterfølgende bruger Løkke formuleringer som “simpelthen for ringe”, “ikke meget storhed over det” og “det er simpelthen sølle” om Friis Bachs håndtering af sagen, mens den daværende udviklingsminister peger på, at han “mod alle råd” har holdt V-formanden orienteret i sagen.

– Og det har jeg sat pris på. Ingen tvivl om det. Men troede egentlig, at du personligt stod for ordentlighed.

– Beklager at have taget fejl, skriver Løkke ifølge Ekstra Bladet som svar.

Senere bliver tonen dog noget mere forsonende. Ifølge Ekstra Bladet sker det, da Christian Friis Bach i Politiken roser Løkkes indsats i GGGI.

– Tak. Og undskyld, hvis jeg var lidt spids i tonen. Har aldrig (og så dog, måske en gang før.. smiley) oplevet noget tilsvarende, hvor der ikke er én eneste nuance, skriver Løkke efterfølgende i en sms.

GGGI-sagen førte 21. november 2013 til, at Christian Friis Bach trak sig som udviklingsminister, da det kom frem, at han havde deltaget i GGGI-møde, hvor organisationens omstridte rejseregler var blevet vedtaget.

/ritzau/