Uvidende Løkke trykker hånd med bandeleder i Vollsmose


    Arkivfoto.


    – Goddag. Du taler med Mohammed Daabas. Du er velkommen her i Vollsmose.

    Sådan lød det, da lederen af banden Black Army, Mohammed Daabas, tidligere torsdag hilste på statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i Vollsmose i Odense.

    Det skriver DR.

    Statsministeren var i den odenseanske bydel for at se på nogle af de problemer, som den kriminelle bande skaber i området.

    Før besøget havde Lars Løkke Rasmussen bebudet, at han ville sætte en stopper for “hensynsløse kriminelle” i bydelen.

    Statsministeren var da også utilfreds med, at bandelederen ikke havde givet sig til kende, da de trykkede hånd.

    – Det kan jeg ikke rigtig gøre noget ved. Jeg ved jo ikke, hvem der er hvem. Jeg er ked af, at han ikke gav sig til kende, for så havde jeg mulighed for at sige til ham, hvad jeg mener om ham, siger Lars Løkke Rasmussen.

    Politidirektøren i Fyns Politi, Kit Claudi Grøn-Iversen, var også med på besøget i Vollsmose.

    Hun er utilfreds med bandelederens ageren.

    – Det er upassende. Han skulle blive væk og lade statsministeren se området, siger politidirektøren.

    Selv valgte Mohammed Daabas at hilse på statsministeren på grund af dens dårlige ry ifølge DR.

    – De snakker hele tiden dårligt om Black Army, og det er træls. Det er ikke os, der laver alt balladen, lyder det fra bandelederen.

    Regeringen barsler med en bandepakke, som skal gøre det vanskeligere for kriminelle grupperinger at navigere.

    Statsministeren uddyber senere torsdag sin holdning til banden på Facebook.

    – De kaster lange skygger over de mange børn og unge, som faktisk gerne vil have en uddannelse, et arbejde, et ordentligt liv. Derfor skal banderne bremses.

    – Jeg var glad for igen at besøge Vollsmose, men det er tydeligt for enhver, at tilstedeværelsen af kyniske og kriminelle bander forpester hverdagen for mange uskyldige beboere i området, skriver statsministeren.

    /ritzau/