Lars Løkke udstillet som wannabe-nazist af anerkendt britisk medie


Se The Guardians satiretegning nedenfor. Det er ikke første gang, at Løkke udstilles som nazist – se plakaten lavet af en kendt dansk komiker i bunden af artiklen.

Omtalen og kritikken i udlandet af den såkaldte smykkelov er ikke for aftagende. Senest er Danmarks statsminister blevet fremstillet som wannabe-nazist af et anerkendt britisk medie.

Det er den britiske The Guardian, som onsdag bringer en satiretegning af Lars Løkke Rasmussen, hvor statsministeren iført brun jakke, rødt slips og Dannebrog med et dødningehoved holder en gris på bagdelen, mens han udtaler: Det er fornærmende at sammenligne os med nazister.

LÆS OGSÅ: Efter nazi-kritik: Nu svarer Støjberg igen
LÆS OGSÅ: Udenlandsk kritik af Danmark er ved at komme ud af kontrol

Den voldsomme tegning er bestemt ikke noget, som Dansk Industri er glade for.

- Negativ omtale af Danmark i det omfang, vi har set i dag, er bekymrende, siger Peter Thagesen, der er underdirektør i Dansk Industri.

Underdirektøren afviser dog, at den dårlige omtale kan få konsekvenser for danske virksomheder på linje med Muhammed-krisen, der kostede milliarder i tabt eksport.

- Jeg synes, at man skal være meget forsigtig med at drage paralleller til Muhammed-tegningerne, fordi den religiøse dimension er jo ikke til stede denne gang.

- Men der er den sammenhæng, at det dengang også i høj grad blev misforstået, hvad der foregik i Danmark, siger han.

Peter Thagesen mener, at både politikere, journalister og erhvervsliv skal gøre sig umage med at få alle nuancerne med, når man beskæftiger sig med emner, der har international bevågenhed.

- Vi skal vænne os til, at når vi kommunikerer nationalt, så kommunikerer vi også internationalt.

- Vi har en meget skarp og direkte måde at kommunikere på i Danmark, og den kan nemt blive misforstået i udlandet, siger han.

Politiken har talt med både Lego, Carlsberg og Danish Crown, hvis produkter eller logo alle optræder på Guardians satiretegning.

Ingen af de tre virksomheder har dog lyst til at blandes ind i en diskussion af Danmarks asylpolitik.

Som Jens Hansen, pressechef hos Danish Crown udtrykker det:

- Vi koncentrerer os om at drive vores virksomhed. Det at bruge tid på at forholde os til politiske ytringer og satiretegninger er ikke noget, vi beskæftiger os med, siger Jens Hansen.

/ritzau/