Udvisning og flere fængslinger efter tyverier på Roskilde Festival

Torsdag er flere anholdte fremstillet i grundlovsforhør, hvor alle er sigtet for tyveri på Roskilde Festival. Flere er blevet fængslet, og en er udvist i seks år.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det har typisk været mobiltelefoner, der har været udbyttet, oplyser politiet torsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

En 21-årig fra Nigeria fik en straksdom på 30 dages fængsel og dernæst udvisning af Danmark i seks år. Han vil sidde fængslet indtil udvisningen finder sted.

LÆS OGSÅ: Svensk par boller løs under fesen koncert på Roskilde
En 25-årig og en 30-årig fra Ghana blev begge fængslet i 14 dage for overtrædelse af udlændingeloven. De er begge sigtet for tyverier, hvilket de nægter, og politiet vil se nærmere på sagerne i de kommende dage.

En 26-årig fra Rumænien er sigtet for tyveri og overtrædelse af udlændingeloven. Han blev fængslet i tre uger.

En 31-årig fra Rumænien blev løsladt af retten.

Politiet oplyser desuden, at de i løbet af torsdag har anholdt yderligere fem for tyverier, og der arbejdes i øjeblikket med de enkelte sager. De nye sager ligner de tidligere. Det handler om tyveri af mobiltelefoner. Det er endnu for tidligt at sige, om de nye anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.