50 anmeldelser – mange ældre svindlet og franarret kontooplysninger


SYDØSTJYLLAND: Sydøstjyllands Politi har den seneste tid modtaget flere anmeldelser om telefonsvindel begået primært mod ældre mennesker.

Svindlerne ringer eller møder op og udgiver sig for at være fra enten banken, politi eller lignende og med en kreativ historie får de tillusket sig enten kort eller kontooplysninger.

Bare i 2024 er der omkring de 50 anmeldelser og så sent som i går blev to ældre kvinder i Kolding-området udsat for svindel.

En 88-årig kvinde boende på Haderslevvej blev omkring kl.15 franarret sit dankort.
Kvinden var kort forinden blevet kontaktet telefonisk af en mand, som udgav sig for at være fra Sydbank.
Manden oplyste hende om, at hendes konto var blevet hacket og der var gjort et forsøg på at frarøve hende 37.000 kroner.

Manden, der kaldte sig Jens, ankom herefter på hendes bopæl og fik udleveret hendes dankort og hævede herefter et større kontantbeløb.

Stort set samme fremgangsmåde blev brugt, da en 79-årig kvinde på Olivenvej i Harte, tidligere på dagen. Omkring kl.13.30 blev den ældre kvinde i Harte udsat for samme og her blev også hævet et større kontantbeløb.

Politiets beskrivelse af manden;
Mand, alder mellem 35-45 og af muskuløs bygning. Han var iført mørkt tøj og briller og kaldte sig selv Jens.

Sydøstjyllands Politi kommer med en opfordring til alle der er pårørende til ældre eller udsatte mennesker til at tage en snak med dem, om hvordan man skal forholde sig i disse situationer:
”Vi henvender os denne gang særligt til familiemedlemmer, venner, naboer, besøgsvenner og hjemmehjælpere, som er i kontakt med ældre mennesker. Vores opfordring til jer er at dele vores information med de ældre i jeres omgangskreds om aldrig at udlevere deres konto- eller kodeoplysninger. Bank, politi eller andre myndigheder efterspørger aldrig dette – hverken telefonisk eller ved at møde op på en adresse.”